Kølle af muflon – og det kunne lige så godt have været af lam, råvildt eller muntjak.
De store stykker kød – stegene – bliver helt og aldeles fantastiske når de steges på grill. Og symmetriske stykker som eksempelvis en kølle egner sig fortræffeligt til at komme på spyd og blive roteret i passende intervaller under låg. Resultatet bliver smukt – ligner noget fra en romantisk ridderfilm – og yderst velsmagende.
Det hele er meget enkelt. Spydet stikkes gennem køllen op langs knoglerne. Når grillen er klar sættes køllen over varmen. Weber har et glimrende system med en el-motor der klarer resten af arbejdet.
Køllen skal så bare rotere under låget i 20 minutter. Så skal den tags af grillen i 10-15 minutter. Så skal den tilbage på grillen i 15 minutter. Af i 15 minutter. På i 15 minutter.... Og så videre. Indtil stegetermometeret viser en indre temperatur på mellem 61 og 62 grader. Lidt mindre hvis man er til meget rødt kød.
Stegetermometeret viser helt forkert hvis spidsen af det er i berøring med knoglen eller spydet!
Nå den ønskede temperatur er nået, skal køllen hvile endnu et kvarters tid, inden den udskæres i de tyndeste skiver man magter – og kokken kan berede sig på gæsternes kontante hyldest.