Suppe kan gøres til en kunst. Især hvis man ikke er i besiddelse af de rigtige råvarer i den rigtige - rigelige - mængde. Som jæger er man også på denne front bedre hjulpet end de fleste, fordi man hele tiden har vildtkødet inden for rækkevidde og for det meste i mængder hvor man kan tillade sig at være en smule ødsel med de ædle varer. Og bevilger man sig denne luksus, så opnår man vidunderlige resultater med enkle midler. I en grad så enkeltheden næsten bliver kunstnerisk.